Alle uddannelser skal evalueres

 

På baggrund af den særdeles kritiske rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, om læreruddannelsen, skrider landsstyremedlem for uddannelse, Nivi Olsen, nu direkte til handling. Alle uddannelser, også uden for universitet skal nu evalueres. Men ikke nok med det, også ledelserne for de forskellige uddannelser, kan forvente at bliver kigget over skulderen, for at se om de udfører deres arbejde, med en tilstrækkelig kvalitet.

– I første omgang er det universitetet, siger Nivi Olsen. Hun tilføjer at også ledelserne i Grønlands uddannelsessystem skal forvente et kvalitetstjek af deres arbejde.

Hun vil samtidig gøre op med, at der ikke bliver stillet tilstrækkelige krav, til studerende og til studierne.

– Det er jo en diskussion vi skal have nu, for det er et samfundsproblem. Vi skal have en holdningsændring – for nu skal folk selv udrette noget – vi skal stille krav, siger Nivi Olsen.

Men det er altså ikke kun de studerende, der skal forvente øgede krav, det skal ledelserne på de forskellige uddannelsesinstitutioner også. Fokus er lige nu rettet mod universitetsledelsen og den sønderlemmende kritik i rapporten om læreruddannelsen. Men lige nu vil Nivi Olsen ikke røre ved ledelsen.

– Det er en beslutning, der skal tages senere, og det er klart, at dette resultat åbner flere spørgsmål om kvaliteten ved vore uddannelser. Men hvis vi skifter en universitetsleder kan jeg ikke finde ud af hvad der er foregået, det skal jeg først, derefter tager vi en drøftelse om ansvaret, siger Nivi Olsen.

Universitetsrektor i fokus

Universitetets rektor, Tine Pars, er kommet i fokus efter den særdeles barske kritik af læreruddannelsen. Hun erkender da også, at det er hende der har det fulde ansvar.

– Skarpheden i rapporten ryster mig, de her forhold må man konstatere, og så må man spørge sig selv; hvor har vores fokus og energi været? De heftige formuleringer i rapporten kommer bag på mig. Men rapporten viser det reelle billede. Jeg skulle have holdt øje med læreruddannelsen, det er mit ansvar, siger Tine Pars.

Landsstyremedlem Nivi Olsen er til gengæld ikke overrasket over rapportens klare konklusioner.

– For mig har det ikke været en stor overraskelse. Sådan som folkeskolen ser ud, må der være andre ting end selve skolen det er galt med. Vi skal have løftet niveauet. At det har kørt sådan i mange år, betyder at vi har mistet mange ressourcer, fordi læreruddannelsen ikke har leveret den vare de skal, siger Nivi Olsen.

Tine Pars er enig i, at der ikke har været styr på læreruddannelsen. Rapporten fra EVA uddeler kritik af både det faglige niveau, lærere der ikke burde have bestået eksamen og af selve ledelsen.

– Som øverste ledelse har vi et ansvar for det her, at vi ikke har haft godt nok styr på den enkelte uddannelses evaluering. Det har vi ikke gjort godt nok, siger Tine Pars.

Nivi Olsen peger igen på de manglende krav, i det moderne Grønland. Det er kernen af det, hun vil have gjort op med. Både i forhold til de studerende, men altså også i forhold til uddannelsesinstitutionerne og deres ledelser.

– Det er en ny diskussion i Grønland. Jeg har aldrig, mens jeg voksede op, hørt en politiker stille krav til os. Jeg har kun hørt – “vi løser jeres problemer – vi redder jer”, siger Nivi Olsen.

 

På vej til Grønland

Så er undertegnede på vej til Grønland og skal deltage i erhvervskonferencen, “Future Greenland”. Glæder mig til at høre spændende indlæg, og eventuelt finde de første gode historier.

Skal være i Nuuk i en uges tid, og mon ikke jeg går i gang med research omkring en række historier. De kommer måske ikke fra dag til dag, men løbende. Så følg med på bloggen – kommenter gerne – og husk at det foregår i en ordentlig tone!!